
Buddy Charles er fra det mest fantastiske kuld, hvor der nærmest er et eksemplar af hver race, der er i hans blanding. Der findes en facebook-gruppe til dette kuld, som vi på det varmeste kan anbefale hans nye familie at melde sig ind i, så man kan se alle smukke "varianter".
For hold nu på hat og briller! Buddy Charles er en blanding af Schæfer, Rottweiler, Springer Spaniel, Boxer og Labrador, så der er RIGTIG mange smukke gener i den pulje. Og Buddy Charles er en usædvanlig smuk sjæl.
Desværre følte hans tidligere familie ikke, at de kunne give ham det skønne liv, som han fortjener, da Buddy Charles har bestemt sig for, at andre hunde er noget fanden har skabt. Og når man så samtidig bor i København, så er det bare en kæmpe udfordring at forsøge at styre udenom andre dyr, for at alle får en dejlig oplevelse.
Denne flotte fyr har været overøst med kærlighed i tidligere hjem, og det har været verdens hårdeste beslutning for dem at nå frem til at omplacering var det bedste for alle parter.
Lige så lidt som Buddy bryder sig om andre dyr, lige så HØJT elsker han alle mennesker. Han er ekstremt social og han er fuldkommen ligeglad med, om man er voksen eller barn. Man får den samme modtagelse med store, smaskende våde kys og logrende hale på overarbejde, så på den front er han helt igennem fantastisk.
Men han kræver at bo i hus væk fra bymiljø, helst i et område hvor der er langt imellem at man støder ind i andre hunde, hvis sådanne områder findes. Og selvom Buddy er VILD med børn, så skal man være klar over, at han er stor og stærk og ikke er en hund, som børn ville kunne lufte. Man skal tage hans udfordring med andre hunde alvorligt.
Buddy Charles har gået til hvalpetræning, og har været en stjerne. Han kunne sagtens præsenteres for endnu mere træning, og ville måske faktisk endda have flair for spor-træning eller lignende. Hans nye familie må finde ud af, hvad han primært har flair og talent for.
Ønsker du at høre mere om Labre Buddy Charles, så er det bare med at tage fat i Dyreværnets personale i åbningstiden.
SE MERE HER: