Et hjemmebesøg er for dig, der måske føler dig usikker, overvældet eller i tvivl om, om du gør det rigtige for din hund. Det er helt normalt – især hvis du er førstegangshundeejer, men også hvis du har haft hund før og alligevel oplever udfordringer, der er svære at stå med alene. Det kan være en hvalp, en unghund eller en voksen hund, hvor hverdagen ikke helt fungerer, som du havde håbet eller der er sket ændringer.
Udfordringerne kan vise sig på mange måder: en hund, der hopper op ad gæster, har svært ved at finde ro i hjemmet, reagerer på lyde eller besøgende, eller situationer hvor du som ejer føler dig i tvivl, frustreret eller magtesløs. Måske har du prøvet forskellige råd uden held – eller måske ved du slet ikke, hvor du skal starte. Uanset hvad, er der intet unormalt i det, og du er ikke alene.
Ved et hjemmebesøg møder jeg jer i jeres egne, trygge rammer. Her er der tid og ro til at se på både hundens adfærd og din oplevelse som ejer. Vi arbejder uden pres, og uden forventning om hurtige løsninger. Træningen tilpasses altid jeres hverdag og hundens individuelle behov og tempo, og der er plads til alle spørgsmål – også dem, du måske synes er “dumme”.
Du vil få konkrete, overskuelige redskaber og en tydelig plan, som du kan arbejde videre med efter besøget. Målet er, at du går derfra med mere ro, større forståelse og følelsen af at have noget at holde fast i – både for din hunds og din egen skyld.
Afhængigt af problemstillingens omfang kan et hjemmebesøg kombineres med eller erstattes af en online konsultation. Er du i tvivl om, hvad der vil være den rette løsning for jer, er du altid velkommen til at sende mig en besked. Sammen finder vi den vej, der føles mest tryg og meningsfuld for dig og din hund.
Hjemmebesøg tilbydes på det meste af Sjælland, med en varighed på max 3 timer.
Pris: 1250 kr. eksl. kørselstillæg